Kunstig befrugtning IVF

Kunstig befrugtning også kaldet IVF-behandling anvendes, hvis der ikke er passage gennem æggelederne, dårlig sædkvalitet, sammenvoksninger, eller barnløsheden er uforklaret. Det er den mest effektive form for fertilitetsbehandling. Efter behandlingen bliver ca. 30-35 % gravide - graviditetsraten afhænger dog af kvindens alder. 

I det følgende kan du læse om behandlingen.

Kort protokol

Denne behandling foregår inden for samme menstruationscyklus.

På 1. cyklusdag ringer du til klinikken og bestiller tid til  2. eller 3. cyklusdag. 

På din 2. eller 3. cyklusdag får du udleveret medicin, som stimulerer æggestokkene, således at der udvikles flere æg end det ene æg, der modnes i den naturlige cyklus. Dosis aftales i det enkelte tilfælde.

På 9. cyklusdag scannes du igen. Her måles ægblærerne, og man kan se, hvor mange der er. 

Når de største af ægblærerne er 18 mm i diameter, fremkaldes modningen af æggene ved at give en sprøjte, Ovitrelle.

Herefter skal der gå 34 timer, inden æggene skal tages ud (aspiration). Æggene suges ud af ægblærerne via en tynd nål, som ultralydvejledt føres gennem skedevæggen. Efter ægudtagningen skal du være på klinikken ca. 1 time, til vi har resultatet af sædpræpareringen. Når æggene er taget ud, og manden har lavet en sædprøve, foregår befrugtningen i laboratoriet. Efter 1-2 døgn konstateres, hvilke æg der er befrugtede. 2-3 dage efter ægudtagningen lægges de mest velegnede æg op i livmoderen (transferering). Der oplægges 1 eller 2 æg, afhængigt af jeres ønske.

14 dage senere er det tid til en blodprøve på klinikken, hvor graviditet forhåbentligt kan konstateres.

Se iøvrigt mere detaljeret patientinformation, som fås på klinikken tlf. 8612 6121 eller e-mail mail@aagaardklinik.dk.

Lang protokol

Behandlingsforløbet er ca. 7 uger. Det vil være nødvendigt at blive scannet 4-6 gange. 

Behandlingen påbegyndes 21. cyklusdag. Her sættes den normale udskillelse af kønshormoner fra hjernen ud af drift. Ægudviklingen styres derefter ved hjælp af hormoner. 

Når ægblærerne har den ønskede størrelse, fremkaldes modning af æggene ved at give en sprøjte, Ovitrelle.

Herefter skal der gå 37 timer, inden æggene tages ud (aspiration). Æggene suges ud af ægblærerne via en tynd nål, som ultralydvejledt føres gennem skedevæggen. Efter ægudtagning skal du være på klinikken ca. 1 time, til vi har resultatet af sædpræpareringen. Når æggene er taget ud, og manden har lavet en sædprøve, foregår befrugtningen i laboratoriet. Efter 1-2 døgn konstateres, hvilke æg der er befrugtede. 2-3 dage efter ægudtagningen lægges de mest velegnede æg op i livmoderen (transferering). Der oplægges 1-2 æg, afhængigt af jeres ønske.

14 dage senere er det tid til en blodprøve på klinikken, hvor graviditet forhåbentligt kan konstateres.

Se iøvrigt mere detaljeret patientinformation, som fås på klinikken tlf. 8612 6121 eller e-mail mail@aagaardklinik.dk.

Mikroinsemination ICSI

Proceduren adskiller sig fra almindelig IVF ved måden, hvorpå æggene befrugtes. Ved almindelig IVF lægges æg og sæd sammen, og den enkelte sædcelle må selv finde vej ind i ægget. Ved mikroinsemination indsprøjtes en enkelt sædcelle direkte i ægget. Metoden anvendes, hvis manden producerer for få sædceller til, at almindelig IVF-behandling kan bruges, eller hvis æggene ved almindelig IVF ikke blev befrugtet på trods af tilsyneladende fin sæd- og ægkvalitet.

Assisted Hatching AHA

Hos nogle kvinder er ægmembranen for tyk, således at den har vanskeligt ved at revne. Det betyder, at ægget har svært ved at sætte sig fast i livmoderslimhinden. Dette ses oftest hos kvinder over 40 år. Derfor kan man nedbryde et lille område af membranen (hatching), som betyder, at membranen omkring æggeskallen revner lettere, og derved optimeres chancerne for graviditet. Denne procedure foretages ca. 2 timer før ægget oplægges i livmoderen. 

Udtagning af sædceller fra testikel TESA

I visse tilfælde er det nødvendigt at udtage sædceller fra testiklen. Det kan være, hvis manden ikke selv kan udtømme sæden, eller hvis han er blevet steriliseret, eller hvis han ikke producerer sædceller f.eks. som følge af infektion i kønsdelene.

Sædceller dannes i testiklerne i nogle trådtynde kanaler, der ligger oprullet som mange små garnnøgler, der udfylder hele testiklen. Alle disse kanaler ender i få gangsystemer, der fører over i bitestiklen. Denne er en lille, langstrakt gevækst på tykkelse med en blyant, og ligger på bagsiden af testiklen. Bitestiklen ender i sædstrengen, der fører sæden videre til urinrøret.

Proceduren ved udtagning af sædceller fra testiklen indledes med, at huden på pungen afvaskes med desinficerende sprit. Med en meget tynd nål lægges lokalbedøvelse i lysken lige over pungen. Dette er ikke mere ubehageligt end en almindelig indsprøjtning.

Med en tynd kanyle udhentes væske/væv, som bringes til laboratoriet, hvor laboranten findeler vævet og søger efter sædceller. Efter få minutter vil vi kunne konstatere, om der er sædceller.

Der vil være en vis ømhed i testiklen, når bedøvelsen ophører. Det anbefales, at du tager den med ro resten af dagen. Generne kan afhjælpes med almindelige hovedpinetabletter som Panodil eller Pamol. Indtræder der stærke smerter og kraftig hævelse af pungen og/eller temperaturforhøjelse, skal du kontakte klinikken eller en anden læge.

Ægnedfrysning

Hvis der efter ægoplægningen findes overskydende, befrugtede æg, som er velegnede til nedfrysning, kan vi tilbyde jer nedfrysning. Ca. 25 % af behandlingerne giver mulighed for nedfrysning.

Ved frysning/optøning af æggene vil 25-30 % gå til grunde. Æggene optøs dagen før, de lægges tilbage, og normalt først på tilbagelægningsdagen kan vi vurdere æggenes egnethed.

Chancen for at blive gravid med nedfrosne, optøede æg er ca. 25 %. Derfor kan der ifølge loven, hvis kvinden er fyldt 40 år, tilbagelægges op til 3 æg, hvis I ønsker det.

Denne metode med nedfrysning af æg har været anvendt med stor succes siden 1983. Lovgivningen siger, at:

  • de befrugtede, nedfrosne æg kun kan anvendes til behandling af jer.
  • befrugtede æg højst må være nedfrosset i 5 år. Herefter destrueres æggene. Æggene destrueres også i tilfælde af den ene parts død eller ved opløsning af forholdet.
  • I skal give skriftligt samtykke til nedfrysning og opbevaring af æggene, samt erklære jer indforstået med de vilkår og betingelser, der gælder.
  • befrugtede æg kun må optøs og anvendes, såfremt I skriftligt giver samtykke hertil.

Sædnedfrysning

Nedfrysning af sæd anvendes, hvis:
  • manden skal gennemgå medicinsk behandling, der kan have skadelig virkning på sædcellerne, eller 
  • han har vanskeligt ved at levere sæd på ægudtagningsdagen, eller 
  • er forhindret i at møde på dagen for insemination eller ægudtagning.
Ved denne procedure går ca. 1/3 sædceller til grunde.