Sædanalyse

En sædanalyse kan vi foretage på klinikken. Sædprøven kan laves derhjemme eller på klinikken. Laves den derhjemme, får manden et sædglas med navn og CPR nr. og afleverer den som oftest om morgenen. Prøven må højst være 1 time gammel og skal opbevares ved kropstemperatur. Herefter analyseres sædprøven i vores laboratorium, og prøvesvar vil foreligge samme dag. Er sædkvaliteten nedsat, kan det være forårsaget af sygdom, stres eller lignende. Derfor foretager vi ofte flere analyser, således at vi med sikkerhed kan bestemme kvaliteten. Desuden laver vi en ultralydsundersøgelse af mandens testikler. Disse undersøgelser er uden økonomiske omkostninger for manden, blot han har en henvisning fra sin egen læge.