Polypper i livmoderhulen
Polypper (også kaldet slimhindepolypper) er druelignende vækster, der
findes i livmoderhalsens eller livmoderhulrummets slimhinde. Der kan optræde
en eller flere polypper sammen. De findes hos 10-20 % af præmenopausale-
og postmenopausale kvinder, der udredes på grund af blødningsforstyrrelser,
og som oftest er de godartede.
Symptomer
Polypper er som oftest godartede, hos nogle kvinder giver de dog gener
som:
-
blødninger mellem menstruationerne
-
blødninger i forbindelse med samleje
-
udflåd - kraftigt og tyndt
Behandling
Polypperne fjernes. Dette foregår enten med et lille
k
ikkertapparat
, eller ved en større kikkertoperation med udvidelse af livmoderhalsen.
Hvis der er tale om en eller flere større polypper i livmoderhulen, fjernes
disse ved en kikkertoperation. Da det er nødvendigt af udvide livmoderhalsen,
foregår denne operation i fuld bedøvelse.
I det følgende kan du læse om operationens forløb.
Forberedelse
Oftest foregår indgrebet ambulant. Dvs. du kommer hjem samme dag, 2-4
timer efter indgrebet. Det er vigtigt, at du efter indlæggelsen har en
pårørende til at hente dig og være hos dig resten af døgnet. Det er vigtigt,
at du forud for operationen taler med lægen om, hvilken medicin du tager,
da der er nogle præparater, som ikke må tages i forbindelse med operationen.
Fasteregler:
-
du må
ikke
spise de sidste 6 timer før operationen
-
du må drikke vand og saft indtil 2 timer før operationen
Operationen
Operationen foregår i fuld bedøvelse og varer 20-30 minutter. Du får lagt
et drop i din håndryg, hvor bedøvelsesmidlet sprøjtes ind. Et lille kikkertapparat
(et hysteroskop) føres op gennem skeden og livmoderhalsen. Livmoderhulen
udvides med saltvand, således at man kan få et fint billede gennem kikkerten.
Ved hjælp af en slynge fjernes polypperne. Det fjernede væv sendes til
Patologisk Institut, hvor det undersøges under mikroskop. Du kan forvente
svar herpå ca. 10 dage efter operationen.
Efter operationen
Efter operationen skal du holde dig i ro resten af dagen. Dagen efter
operationen vil du blive ringet op af vores sygeplejerske for at høre,
hvordan du har det.
Smerter
Det er normalt at have ve- eller menstruationslignende smerter efter operationen.
Det skyldes sammentrækninger i livmoderen.
Blødning
I 1-2 uger efter indgrebet vil du have menstruationslignende blødning.
Herefter ophører blødningen gradvist. Du vil dog have udflåd og småblødning
i nogle uger herefter.
Hygiejne
For at undgå infektion bør du, indtil blødningen er ophørt,
ikke
anvende tampon. Du bør undgå karbad, svømmehal og havbad i mindst 4 uger
efter operationen, men kan fint tage brusebad.
Aktiviteter
Du må regne med at være sygemeldt ca. 1 uge efter indgrebet. Sport kan
du også genoptage efter 1 uge. Samleje må undgås indtil blødningen er ophørt.
Kontrol
Efter 4 måneder kommer du til kontrol for at følge op på operationen.
Bivirkninger og komplikationer
Hvis du oplever stærke smerter, feber eller blødning, der er kraftigere
end almindelig menstruation, skal du kontakte klinikken på 8612 6121 eller
2320 4221.