Uønsket svangerskab - medicinsk abort
Hvert år foretages ca. 17.000 provokerede aborter. Der foretages både medicinske og kirurgiske aborter. Her er det vigtigt, at den mest effektive abortmetode anvendes, dvs. den, der er mest ukompliceret og komplet, og som indebærer færrest fysisiske bivirkninger for kvinden. Enhver kvinde med dansk statsborgerskab har ret til abort i Danmark; også uden en henvisning fra egen læge.
Undersøgelse
Inden indgrebet foretages, skal du til en forundersøgelse. Her bliver du ultralydsscannet for at bestemme graviditetslængden. Desuden skal man være sikker på, at din graviditet sidder i livmoderen. Herefter taler du med lægen, og I finder sammen frem til, om det skal være en medicinsk eller en kirurgisk abort. Medicinsk abort anbefales før udgangen af 8.-9. uge.
Fordelene ved medicinsk abort er, at risikoen for infektion er lav sammenlignet med kirurgisk abort. Endvidere undgår du bedøvelse, du er selv med i processen og kan begynde behandlingen med det samme. Det er ikke nødvendigt at få bestemt sin blodtype forud for medicinsk abort, da det ikke er påkrævet at tage antiD, hvis man er rhesus negativ.
Forløbet
- På undersøgelsesdagen
På klinikken indtager du Mifegyne, der standser graviditeten. Herefter kan du blive lidt på klinikken, da du godt kan opleve kvalme og evt. opkastning. Du vil få udleveret nogle tabletter Cytotec, som du tager med hjem.
- Dagen efter undersøgelsen
På denne dag kan du bløde og opleve menstruationslignende smerter. Du behøver dog ikke at være sygemeldt denne dag.
- 2 dage efter undersøgelsen
Her er det vigtigt, at du har en voksen person hos dig. Du skal oplægge de 2 Cytotec så højt i skeden, du kan. Dette skal ske mellem kl. 7 og 8 om morgenen. Det anbefales, at du bliver liggende den næste time. Samtidig med at du tager Cytotec tabletterne, skal du tage noget smertestillende, f.eks. 2 Panodil.
Aborten finder som regel sted i løbet af 4-6 timer. Blødningen er noget kraftigere end almindelig menstruation.
Efter aborten
Efter aborten skal du holde dig i ro et par dage.
Smerter
Smerterne i de 2 dage processen varer, føles som lidt kraftige menstruationssmerter.
Blødning
Det er normalt, at du bløder i ca. 1 uge. Blødningerne er lidt kraftigere end normalt. Derefter vil det aftage, men du skal regne med at bløde i ca. 3 uger.
Hygiejne
For at undgå infektion bør du, indtil blødningen er ophørt, ikke anvende tampon. Du bør undgå karbad, svømmehal og havbad, men du kan fint tage brusebad.
Aktiviteter
Hvis du føler dig klar til det, kan du genoptage arbejdet et par dage efter aborten. Du bør vente med samleje, sålænge du bløder (eller bruge kondom). Du kan begynde med p-piller samme aften, som du har aborteret. Hvis du vælger spiral, kan du aftale tid til oplægning hos din læge.
Kontrol
2 uger efter aborten skal du komme til kontrol. Hos ca. 5 % kan en udskrabning være nødvendig.
Bivirkninger eller komplikationer
Hvis du oplever stærke smerter, feber, ildelugtende udflåd eller vedvarende kraftige blødninger, skal du kontakte klinikken på 8612 6121 eller 2320 4221.