Kikkertundersøgelse af underlivet - laparoskopi

Laparoskopi er en kikkertundersøgelse af underlivet.

Den bruges til at få overblik over livmoder, æggeledere og æggestokke.
Undersøgelsen foretages ved:

  • fjernelse af cyster på æggestokkene
  • undersøgelse af passageforhold i æggelederne
  • genskabelse af passage i æggelederne efter sterilisation
  • fjernelse af sammenvoksninger på æggelederne
  • fjernelse af lukkede æggeledere
  • undersøgelse for endometriose 
  • operation for endometriose
  • sterilisation
  • fjernelse af livmoderen

Undersøgelsen varer ca. 30 minutter og udføres i fuld bedøvelse. Den foregår ved, at et tyndt rør, som indeholder en kikkert (laparoskop), føres ind gennem et lille hul ved navlen. Herefter indblæses luft, således at man har overblik over livmoder, æggeledere og æggestokke. Afhængigt af hvilken undersøgelse eller operation, der foretages, kan et eller flere hjælpeinstrumenter indføres gennem små åbninger i bugvæggen.

Ved en eventuel operation vælges denne kikkertundersøgelse ofte, da generne efter operationen er minimale sammenlignet med en traditionel åben kirurgi. Der er mindre blødning, en minimal risiko for at beskadige væv, reduceret risiko for sammenvoksninger og færre smerter.